Hvilken tennisspiller har diabetes?

Hvis du har undret dig over, hvilken kendt tennisspiller der lever med diabetes, er svaret den tyske stjerne Alexander Zverev. Han blev diagnosticeret med type 1-diabetes som fireårig og håndterer sygdommen på allerhøjeste niveau, hvilket gør ham til et tydeligt eksempel på, at kroniske sygdomme ikke behøver at sætte grænser.

Det interessante ved Zverevs historie er, at han i mange år holdt sygdommen skjult, før han valgte at stå frem. Efter diagnosen som blot fireårig brugte han år på at skjule sin tilstand af frygt for at blive dømt, men i dag forvandler han historien til ren inspiration.

Alexander Zverev – tennisspilleren med type 1-diabetes

Zverev er ikke bare en spiller, der tilfældigvis har diabetes; han er en af de mest succesfulde atleter, der overhovedet lever med sygdommen. Han trodsede tidlige forventninger, nåede en karrierehøjeste ATP-placering som nummer to, vandt olympisk guld og sikrede sig to ATP Finals-titler med type 1-diabetes.

Vejen dertil var alt andet end selvfølgelig, for eksperterne omkring ham havde en helt anden forventning til hans fremtid. Zverev har fortalt, at læger og specialister engang mente, at han ikke kunne fortsætte som tennisspiller på grund af sin diabetes, men netop den modstand blev en drivkraft.

Selvom han i dag står frem åbent, var det langtfra altid tilfældet, og beslutningen om at fortælle omverdenen faldt sammen med et større projekt. Zverev afslørede sin diagnose offentligt efter at have holdt den hemmelig i årevis, og offentliggørelsen faldt netop sammen med lanceringen af hans egen fond.

Hvordan Zverev tager medicin under kampene

Det mest synlige tegn på Zverevs sygdom udspiller sig midt i kampene, hvor han bogstaveligt talt må behandle sig selv mellem duellerne. Type 1-diabetes kræver, at han overvåger sit glukoseniveau og om nødvendigt injicerer insulin, og han bruger en insulinpen på låret under sideskift på banen.

For at kunne holde øje med blodsukkeret uden konstant at skulle prikke sig i fingeren, har Zverev fået særlige tilladelser af arrangørerne. Han har en medicinsk dispensation, der tillader ham at tjekke sin telefon under kampene for at overvåge sin kontinuerlige glukosemåler, hvilket følger Grand Slam-turneringernes protokoller for diabetikere.

Denne teknologi er ikke bare en bekvemmelighed, men en fundamental del af, hvordan moderne atleter med diabetes overhovedet kan konkurrere på topplan. Zverevs synlige insulininjektion under en Wimbledon-finale har fremhævet, hvordan fremskridt inden for diabetesteknologi har gjort det muligt at konkurrere sikkert på sportens højeste niveau.

Da udstyret svigtede – risikoen ved at fejlberegne insulin

Hvor velfungerende teknologien end er, viser et enkelt uheld, hvor sårbar balancen er, når kroppen ikke selv producerer insulin. Ved en opvarmningsturnering i tyske Halle fortalte Zverev, at hans glukosesensor gav en forkert aflæsning, og fordi den viste falsk høje værdier, injicerede han ved et uheld for meget insulin.

Konsekvensen af den fejlagtige måling var dramatisk og kunne have været direkte farlig midt i en kamp. Fordi apparatet viste en falsk høj værdi, injicerede Zverev en langt større dosis insulin end nødvendigt, hvilket forårsagede et pludseligt fald i blodsukkeret – hypoglykæmi – der fik ham til at føle sig svag.

For at redde situationen måtte han indtage ekstreme mængder sukker, mens kampen stod på, hvilket illustrerer, hvor voldsomt uheldet påvirkede ham. Zverev indtog omkring 350 gram sukker gennem glukosegeler i kampens første time for at normalisere sit blodsukker, og han fortalte, at han følte sig forfærdelig.

En strid om selv at måtte tage insulin på banen

Zverev har også oplevet, at reglerne og uvidenhed omkring hans sygdom er kommet i vejen for hans behandling under en kamp. Under French Open blev han tilsyneladende bedt om ikke at injicere insulin, hvorefter en supervisor stoppede ham i at tage stoffet uden en læges hjælp.

Episoden understreger, hvor vigtigt det er, at officials forstår, at insulinbehandling for en type 1-diabetiker ikke er en valgmulighed, men en livsnødvendighed. For Zverev, der har levet med sygdommen næsten hele livet, var det absurd at få at vide, at en anden skulle udføre injektionen for ham.

Fonden og kampen for børn med diabetes

Zverevs beslutning om at stå frem hang tæt sammen med et ønske om at hjælpe andre, og derfor grundlagde han en fond sammen med sin nærmeste familie. Sammen med bror Mischa og forældrene, Irina og Alexander Zverev Sr., lancerede han Alexander Zverev Foundation, som støtter børn med type 1-diabetes.

Fondens arbejde rækker langt ud over sportens verden og fokuserer især på de børn, der ikke har adgang til den behandling, mange tager for givet. Organisationen giver især børn adgang til insulin og lægehjælp i udviklingslande og driver desuden tennis- og skilejre for at fremme en sund livsstil.

Kernen i Zverevs budskab er, at intet barn bør få at vide, at sygdommen sætter grænser for, hvad det kan drømme om i livet. Fra en ung alder fik han selv at vide, at hans tilstand ville begrænse ham, men han nægtede at acceptere det og inspirerer nu andre.